NYHEDSBREV

Foto: Stefan Vase

Løsning Friplejehjem

 

Et kommende plejehjem med høj faglighed, trivsel og kristne værdier i centrum

November 2024

Løsning Friplejehjem er meget tæt på målet og første spadestik

Interessen fra potentielle sponsorer og långivere har været overvældende og har i alt stillet mere end 700.000 kroner til rådighed for Løsning Friplejehjem, som nu mangler omkring 500.000 kroner for at være i mål. Formændene for Løsning Friplejehjem og dennes støtteforening er meget fortrøstningsfulde i forhold til at kunne komme igang i begyndelsen af 2025.

Det synes ikke af meget – græsmarken mellem Skolegade og jernbanen i Løsning – men lokalplanerne lægger op til en massiv udvidelse mod øst, hvor Løsning Friplejehjem og arealerne omkring kommer til at være et bindeled.

– Friplejehjemmet bliver en ressource for hele byen og et bindeled mellem byudvidelsen mod øst og Løsning vest for jernbanen, så friplejehjemmet med dets stier og grønne områder kan blive til glæde og gavn for flere end blot beboerne på friplejehjemmet, forklarer Peder Jakobsen, formand for Løsning Friplejehjem og fortsætter:

– Vi ønsker at skabe et friplejehjem, der er båret af høj faglighed blandt personalet og et personligt nærvær overfor de ældre, så de kan få en tryg alderdom – alt sammen båret af sunde kristne værdier.

Opbakning fra lokale virksomheder styrker projektet

At Løsning Friplejehjem er nået så langt, skyldes i høj grad en massiv opbakning fra et større opland, hvilket formand for friplejehjemmets støtteforening Svend Erik Bøytler Rahbek er dybt taknemmelig for:

– Det er fantastisk at opleve den positive respons fra erhvervslivet – også fra større virksomheder i oplandet, hvoraf nogle har doneret store beløb. Hvilket er afgørende for næste skridt.

Støtteforeningen har som mål at rejse i alt 1,2 millioner, som er det beløb, som banken kræver som kapital, før der kan oprettes lån. Svend Erik Bøytler Rahbek er fortrøstningsfuld:

– Mange lokale virksomheder viser en stor interesse i at støtte projektet. Ikke mindst fordi det spiller godt sammen med flere faktorer; mulighed for synlighed, en positiv interesse i at skabe værdi for lokalområdet, samtidig med at en investering i et friplejehjem tæller med som et plus i virksomheders sociale ansvar og ESG-rapporteringen, bemærker Svend Erik Bøytler Rahbek.

Peder Jakobsen oplyser, at senere i november tager friplejehjemmets bestyrelse stilling til tilbuddene fra op til fem entreprenører, og første spadestik vil formentlig blive taget i januar 2025.

FAKTA: Sådan har virksomheder støttet friplejehjemmet

Virksomheder i et større opland har støttet virksomheder på to måder. Dels gennem lån og dels gennem sponsorater, hvor virksomheder kan vælge mellem bronze-, sølv- og guldsponsorater, som blandt andet giver synlighed på et skilt ved byggepladsen og logo på en sponsorvæg, når friplejehjemmet er opført. Både Ole Vind, borgmester (V) i Hedensted Kommune, og Kasper Glyngø, tidligere borgmester (S) samme sted, opfordrer i udtalelser på friplejehjemmets hjemmeside virksomheder til at støtte etableringen.

 

NYHEDSBREV JUNI 2024

Kære medlemmer af støtteforeningen.

Nyt om byggeplaner:

Efter kommunens sidste udmelding om en løsning på problematikker omkring kloak og vandafledning, har vi taget et stort skridt mod opførelsen af vores friplejehjem.

Bestyrelsen for den selvejende institution Løsning Friplejehjem har godkendt de tegninger, som efter tilretninger efter vores ønsker, ligger til grundlag for byggeriet. Arkitekterne skal nu samarbejde med leverandører af f.eks. køkken og liftsystem om at færdiggøre detaljerede tegninger, der skal være grundlag for licitation, som vi så forventer kan udbydes til oktober.

Processen med licitation, forhandling med leverandører og godkendelse af tilbud forventes at vare til oktober/november. Med forventet ventetid på, at håndværkerne kan starte op, kan vi under et gunstigt forløb have første spadestik i december 2024.

Med en byggetid på ca. et år kan vi altså se frem til indvielse i slutningen af 2025.

Mulighed for at give gave:

Støtteforeningen skal som en del af finansieringen samle mindst 1,2 millioner kroner i gaver og sponsorater blandt medlemmer, interesserede og virksomheder.

Som medlem kan man allerede nu indbetale en gave til Friplejehjemmet ved at overføre et beløb, stort eller lille, til konto 0755  3233011389 og mærke det GAVE.

Bestyrelsen for såvel støtteforening som institution kontakter virksomheder og andre interesserede for at aftale gave eller sponsorat.

Venlig hilsen

Svend Erik Pedersen

Bestyrelsesmedlem

Mobil +45 30 11 69 73 

Mail  kbhmf@lafnet.dk

NYHEDSBREV juli 2023

Kære medlemmer af støtteforeningen.

Nyt om udviklingen i projektet:

Der er truffet aftale om køb af et stykke jord øst for jernbanen til opførelse af vort friplejehjem.

Kommunen er i gang med at indarbejde det i lokalplanen.

Kortet her viser beliggenheden.

   

Det forventes at lokalplanen kan være færdigbehandlet og godkendt inden udgangen af marts 2024.

Når det er på plads, kan projektet udbydes i licitation, så vi får en pris på, hvad det hele vil koste.

Derefter skal bestyrelsen finde finansiering af projektet, inden kommunen kan godkende, at arbejdet går i gang.

Med lidt optimisme kan vi måske få skovlen i jorden sent forår 2024.

 

Friplejehjemmet organiseres rundt om husets hjerterum, som er det midterste på denne skitse.

I husets hjerterum skabes plads til alle fælles aktiviteter, til husets personale samt til supplerende servicefunktioner.

Fra husets hjerterum deler det sociale liv sig ud i projektets længer med rum til privatliv i form af 30 personlige boliger. I længerne er der også mindre og hyggelige fælleskroge til styrkelse af den nære relation husets beboere imellem

Ved afgørende nyt om projektet udsender vi fra bestyrelsen nye nyhedsbreve.

Man er også velkommen til at kontakte bestyrelsens medlemmer med uddybende spørgsmål

Med venlig hilsen              

                                                                                                                                                                                 Bestyrelsen for støtteforeningen.

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.